Blandede byer skaber de grundlæggende præmisser for vores velfærdssamfund

BOLIGER Hvis ikke spejderlederen, fodboldtræneren og håndværksmesteren har råd til at bo i den by, hvor de arbejder, så forsvinder engagementet i lokalsamfundet, som er en væsentlig del af vores danske tillidskultur.

Politiken
quote

Det handler om, at vores boliger først og fremmest er rammen om det liv, vi lever, mere end det er en vare på markedet.

08. oktober 2019

Af Kaare Dybvad Bek, boligminister (S)

ER EN BOLIG FØRST og fremmest en vare, der handles og reguleres på lige vilkår med cornflakes eller varevogne? Eller er det først og fremmest rammen om det sted, vi bor og lever, og den hverdag, der former os? Spurgte man Anders Fogh Rasmussen, var svaret nok det første.

I hvert fald startede han sin regeringstid i 2001 med at lægge det daværende Boligministerium ind under Erhvervsministeriet.

De politiske forslag fulgte efter: Et ønske om at sælge ud af de almene boliger til spotpris, om at trække endnu flere penge ud af den lejerbetalte Landsbyggefond og en liberalisering af andelsboligerne.

Nye boliger skulle være private, og det offentlige skulle blande sig mindre i planlægningen af vores byer.

Resultatet står nu klart: Vores byer er blevet mere delte. Vi møder flere med samme månedsløn og hudfarve i Brugsen og i børnehaven, end vi gjorde i 2001.

For mig som boligminister er boligen først og fremmest rammen om vores hverdag, mere end den er en vare på markedet.

Det er derfor min opgave at genetablere den statslige boligpolitik og muligheden for at kunne påvirke den måde, vores byer og kvarterer udvikler sig.

MANGE KOMMUNER har gjort en formidabel indsats, men uden støtte fra statsligt niveau er det svært at modvirke den naturlige drift hen imod at bo og leve sammen med folk, der minder om os selv. Derfor skal vi skabe blandede boligområder.

Vi skal bygge flere almene boliger på Strandvejen, og vi skal have flere private boliger i Tingbjerg. Vi skal sørge for, at børn på tværs af sociale og etniske skel møder hinanden i daginstitutionerne, i skolerne og i fodboldklubben.

For at nå dertil skal vi fra statslig side rydde bureaukrati af vejen og understøtte byggeriet af flere almene boliger.

Ambitionen om den blandede by er grundlæggende en forudsætning for, at vi kan fastholde vores velfærdssamfund, der har skabt de mest tillidsfulde, lykkeligste, mindst korrupte og samtidig nogle af de mest lige og rige samfund, denne verden har set.

Bliver vores byer opdelt, som man ser i mange nabolande, mister vi forudsætningen for vores samfundsmodel.

Det skyldes to forhold.

For det første at velfærdssamfundet først og fremmest er det, der sker mellem mennesker i hverdagen.

Der er ingen, der har skabt så mange muligheder for ressourcesvage unge som de spejderledere og fodboldtrænere, der hjælper folk på vej. Den håndværksmester, der tager de drenge i lære, som ikke kan sidde stille i skolen. Den politibetjent, der også i sin fritid tager fat i nakken på de drenge, der kører på boret knallert på gangstierne. Eller de mange forældre i en skoleklasse, der gør en indsats i hverdagen, når de tager andre børn med i svømmehallen eller finder dem et fritidsjob.

Alt det, som hver dag bliver skabt mellem mennesker, og som ikke har noget at gøre med det offentlige.

POINTEN ER HER, at hvis ikke spejderlederen, fodboldtræneren, håndværksmesteren og politibetjenten har råd til at bo i den by, hvor de arbejder, så forsvinder det engagement i lokalsamfundet, som er en væsentlig del af vores danske tillidskultur.

For det andet at velfærdssamfundet forudsætter samhørighed. Høje skatter forudsætter en forståelse for, hvilke problemer der opstår for de mennesker, pengene går til.

Det er ganske enkelt nemmere at forstå betydningen af dagpenge, hvis man har haft en ven, hvis forældre har været arbejdsløse. Her er vi inde i kernen ved en helt central del af det skandinaviske velfærdssamfunds egenart som samfundsmodel.

ALLEREDE I GUNNAR og Alma Myrdals berømte ' Krise i befolkningsspørgsmålet' fra 1934 konstaterer man, at den sociale forandring kun kan blive bæredygtig, hvis man skaber et fællesskab på tværs af samfundsklasser, som kan løfte de svageste.

Et fællesskab, der ikke kan opnås gennem debat eller teoretiske overvejelser, men kun ved at møde hinanden i hverdagslivet.

De blandede byer skaber altså de to måske mest grundlæggende præmisser for vores velfærdssamfund: Den sociale forandring, som skabes mellem mennesker uden om det offentlige.

Og den grundlæggende forståelse for andre samfundsgruppers sociale udfordringer.

Lykkes det os ikke at sikre de to præmisser, kan vi ikke fastholde en velfærdsmodel og udvikle et samfund, hvor endnu flere unge får mulighed for at skabe sig et godt liv, uanset hvilke forældre de får tildelt ved fødslen.

Min opgave som boligminister er derfor ikke først og fremmest et spørgsmål om mursten, men i langt højere grad det liv og de mennesker, som lever i dem.

Ambitionen om at skabe mere blandede bydele og bygge flere billige almennyttige boliger er ikke alene boligpolitik, men i lige så høj grad værdipolitik.

Det handler om, at vores boliger først og fremmest er rammen om det liv, vi lever, mere end det er en vare på markedet.

De definerer, hvilke lokalsamfund vi vokser op i, og hvilke værdier vores børn og børnebørn bærer med sig.

Og det er i sidste ende de værdier der afgør, hvordan vores samfund ser ud om 50 eller 100 år.