Byer skal sikre mødet mellem folk på tværs af sociale og etniske skel

Politiken

27. oktober 2019

KAARE DYBVAD BEK, BOLIGMINISTER (S)

DEN REGERING, jeg er en del af, har tilladt sig at have en mening om, hvordan vores byer udvikler sig. Målet er blandede byer, hvor pædagogmedhjælpere og ansatte i Netto også har en chance for at bo nær deres arbejde. Ikke kun for deres egen skyld, men fordi vi også tror på, at det skaber en bedre by for alle københavnere, hvis der ikke kun bor folk med høj løn og lang uddannelse. Mødet mellem folk på tværs af sociale og etniske skel er afgørende for at fastholde den samhørighed, som velfærdssamfundet forudsætter.

DET HANDLER OM lokalsamfund og stærke fællesskaber. Dem, man praktiserer i Nørrebro United, der tilbyder fodboldtræning for at få alle unge med. Dem, man oplever i Den Sønderjyske By på Frederiksberg, hvor man møder hinanden i gårdhaverne. De fællesskaber, som er afgørende for, at alle børn får de samme muligheder, uanset hvor de vokser op.

Det er den slags fællesskaber, som er stærke i provinsen, og det tillod jeg mig at sige til Kristeligt Dagblad, da avisen interviewede mig i Vordingborg, hvor jeg arbejdede, før jeg blev politiker. Det er faldet Noa Redington for brystet, og han anklager mig i Politiken 20. oktober for at komme med »bedrevidende svadaer mod storbyerne«. Anklagen er mærkværdig. Er det kommet dertil, at man ikke i et interview kan fortælle om det positive ved en del af landet, uden at man i andre landsdele skal føle det som en personlig anklage? JEG HAR I centraliseringsdebatten altid gjort mig umage med at fortælle om provinsens kvaliteter uden at hjælpe argumentet på vej ved at kritisere København.

Havde Noa Redington læst min bog ' Udkantsmyten', som han kritiserer, ville han vide det. Men det tror jeg desværre ikke, han har. I to døgn har jeg på hans egen facebookside venligt forsøgt at gå i dialog med ham om, hvilke dele af min bog han finder stødende, men uden svar.

Det er ikke første gang, nogen har dømt en bog på dens omslag. Men hvis vi ønsker en kvalificeret debat om, hvordan hovedstad og provins skal udvikle sig, kræver det større grundighed. Selv arbejder jeg hårdt for at sikre en hovedstad med plads til alle. Det kræver, at vi ikke overlader vores udlejningsboliger til amerikanske kapitalfonde, og at vi får bygget langt flere almene boliger.

Det er ikke en ambition, jeg selv har opfundet.

Gennem flere år har Københavns Kommune investeret milliarder i byens skoler, almene boliger og idrætsfaciliteter for netop at kunne skabe fælles institutioner og forpligtende fællesskaber.

Ambitionen er et brud med den tendens, som vi ser overalt i Vesten, hvor storbyerne bliver mere opdelt mellem rig og fattig. Den er et brud med forestillingen om, at vi ikke kan begrænse kapitalens magt over byudviklingen, og med den forkvaklede ide om, at man som borger i København hører mere sammen med folk i New York og London end med sine skolekammerater hjemme i Jylland.

Det er klassisk socialdemokratisk politik.

Og hvem ved, måske er det også noget af det, der får andre storbyer til at se misundeligt på udviklingen i vores hovedstad.