International aftale ændrer vilkår for afregning af post

Samtlige lande i verdenspostsamarbejdet har opnået enighed om en aftale, som vil ændre de internationale vilkår for afregning af post. Med aftalen vil Post Danmark opleve en væsentlig forbedring i betalingen fra andre lande – herunder også fra Kina - ligesom USA forbliver i samarbejdet.

To postbiler passerer hianden på bro.
Foto: Niels Busch

26. september 2019

Onsdag den 25. september 2019 er der opnået enighed om en aftale for fremtidens afregningsforhold blandt samtlige medlemslande på en ekstraordinær verdenspostkongres, der netop har været afholdt i Geneve. Aftalen ændrer de internationale vilkår, der i dag betyder, at post fra eksempelvis Kina underbetales markant på det internationale postmarked.

- Det er meget positivt, at det lykkedes at indgå en aftale, som alle landene i verdenspostforeningen bakker op om. Aftalen vil sikre, at Post Danmark kan se frem til en væsentlig forbedring af betalingen for modtagelse og omdeling af forsendelser fra andre lande; herunder også fra Kina. Det betyder, at virksomheden vil kunne mindske et betydeligt underskud på omdeling af især pakker fra andre lande, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Stigningen i betalingen fra andre lande for at få omdelt postforsendelser i Danmark indebærer et bidrag til forbedring af konkurrencen mellem danske e-handelsvirksomheder og for eksempel kinesiske e-handelsvirksomheder. Det betyder for eksempel, at det ikke længere vil være muligt at få sendt små pakker fra lande som eksempelvis Kina til Danmark til en uforholdsmæssig lav porto.

Aftalen sikrer, at breve og pakker fremover kan sendes til modtagere over hele verden, og at USA med den indgåede aftale bliver i UPU.

Medlemslandene underskriver aftalen torsdag den 26. september 2019.

Kort baggrund for aftalen

  • Med aftalen vil der fra 1. juli 2020 blive indført ”self-declared” rates over en årrække, dog med en begrænsning på op til en dækning på 70 % i første omgang. Det betyder, at landene over en årrække selv kan fastsætte priser for indgående international post - dog med den nævnte begrænsning.
  • Der sker en gradvis stigning i afregningspriserne mellem landene fra 2020-2025. Det betyder, at borgere og e-handelsvirksomheder i Danmark ikke bliver udsat for dramatiske prisforhøjelser i de første år. Dog må der forventes betydelige stigninger for forsendelser til USA.
  • Udviklingslandene vil som udgangspunkt ikke blive omfattet af aftalen.