Mindre lufthavne kan søge om økonomisk håndsrækning

Fra den 24. oktober 2019 vil det være muligt for mindre, danske lufthavne at ansøge om midler til investering i sikkerhedsudstyr. Puljen skal hjælpe de mindre lufthavne med at finansiere stigende udgifter til opretholdelse af et højt sikkerhedsniveau i luftfarten.

Foto: Jan Eliassen/Naviair

24. oktober 2019

I kampen mod terror bliver der stadig stillet nye og større krav til sikkerheden i lufthavnene. Ny terrorlovgivning, skærpede sikkerhedskrav og krav om nyt elektronisk sikkerhedsudstyr medfører større udgifter til security. Det kan for en række mindre danske lufthavne medføre økonomiske udfordringer.

Med finansloven for 2019 blev der afsat en pulje på 3 millioner kroner, hvor mindre, danske lufthavne kan søge om tilskud til investeringer i sikkerhedsmateriel og -infrastruktur, som er nødvendig for at leve op til nye sikkerhedskrav.

- Vi må aldrig gå på kompromis med sikkerheden. Det er også derfor, der gælder de samme krav til et højt sikkerhedsniveau for alle lufthavne. Det kan dog være svært for nogle af de mindre lufthavne at finansiere nyt sikkerhedsudstyr i forhold til de større lufthavne. Derfor er det en stor hjælp til de mindre lufthavne, at de kan få en økonomisk håndsrækning til deres vigtige opgave med at sørge for sikkerheden i luften, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Det vil i første omgang være muligt at søge for Sønderborg Lufthavn, Midtjyllands Lufthavn og Esbjerg Lufthavn.

Ansøgningsfristen i 2019 vil være den 20. november 2019. Puljen administreres af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og vil også være at finde på statenstilskudspuljer.dk.