Gå til hovedindhold
Nyhed

Ministeren besøger Silkeborg og Viborg kommuner

De to midtjyske kommuner, Silkeborg og Viborg, får i dag besøg af transportminister Benny Engelbrecht og Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, når de sammen med blandt andre de to kommuners borgmestre skal drøfte kommunernes udfordringer på vej- og jernbaneområdet.

02. sep. 2019

Indhold

    Der bliver krydset vejstriber, sveller og kommunegrænser, når transportminister Benny Engelbrecht og Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen i dag sammen besøger flere centrale punkter for den trafikale infrastruktur i Silkeborg og Viborg kommuner.

    - Jeg har set frem til i dag, hvor jeg har fornøjelsen af at besøge de to midtjyske kommuner og høre om deres trafikale udfordringer sammen med Venstres transportordfører. Som lokalvalgt har Kristian Pihl Lorentzen en god indsigt i området, og derfor ser jeg frem til, at vi når vi sammen med kommunernes borgmestre skal se og opleve noget af den vej- og jernbaneinfrastruktur, som er vigtig for ikke alene de to byer og kommuner, men for hele landsdelen, fortæller transportminister Benny Engelbrecht.

    De skal blandt andet besigtige jernbaneoverskæringen og Ans Bro i Silkeborg Kommune sammen med borgmester Steen Vindum. På den anden side af kommunegrænsen venter borgmester i Viborg Kommune Ulrik Wilbek og en drøftelse af kommunens trafikale udfordringer med blandt andet Rute 26, Midtjysk Motorvej, Den Midtjyske Cykelstjerne og rejsetiden mellem Viborg og Aarhus.

    - En god infrastruktur i Midtjylland er afgørende ikke alene for de pågældende kommuner, men for hele landet. Derfor glæder det mig, at transportministeren har takket ja til invitationen til dette feltbesøg, så vi sammen kan få en god dag i det midtjyske med nogle konstruktive drøftelser af de udfordringer, som kommunerne står over for på transportområdet, siger Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen.