Gå til hovedindhold
Nyhed

Nyt brændstofeffektivt fly skal fragte passagerer ud i verden

Et af verdens mest brændstofeffektive fly, Airbus A350, skal fremover lette fra startbanerne i Københavns Lufthavn. Et vigtigt skridt på vejen mod en mere bæredygtig luftfart, lyder det fra transportminister Benny Engelbrecht, som i formiddag deltager i lanceringen af det nye langdistancefly.

09. dec. 2019

Indhold

    SAS udskifter i de kommende år luftfartsselskabets flåde med nogle af verdens mest brændstofeffektive fly til dato. Det udgør ifølge transportminister Benny Engelbrecht et vigtigt skridt på vejen mod en mere bæredygtig luftfart, ligesom det kan være et af redskaberne til at nå regeringens ambitiøse klimamål.

    - Vi er afhængige af at komme effektivt rundt i verden for at dele viden og skabe nye handelsrelationer, men vi må og skal flyve grønnere, end vi gør i dag. Fremtidens fly skal være mere bæredygtige, og derfor er det et vigtigt skridt, når SAS udskifter deres flåde med nogle af verdens mest brændstofeffektive fly, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    Den nye Airbus A350 sænker CO2-udledningen med omkring 30 procent. På den måde er den en milepæl i fornyelsen af SAS-flåden, som vil komme til at bestå af nogle af verdens mest avancerede og brændstofeffektive fly.

    Regeringen har indgået klimapartnerskaber med flere centrale brancher, som skal være med til at fremme den grønne omstilling. Det gælder blandt andet partnerskabet med luftfartsbranchen, hvor Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS, er udpeget som formand. Samarbejdet skal være med til at fremme udviklingen af en mere bæredygtig luftfart.

    Vi er afhængige af at komme effektivt rundt i verden for at dele viden og skabe nye handelsrelationer, men vi må og skal flyve grønnere, end vi gør i dag. Fremtidens fly skal være mere bæredygtige, og derfor er det et vigtigt skridt, når SAS udskifter deres flåde med nogle af verdens mest brændstofeffektive fly.