Gå til hovedindhold
Nyhed

Offentliggørelse af afrapportering fra ekspertgruppen vedr. boligreguleringslovens § 5, stk. 2.

Boligministeren offentliggør i dag rapporten fra den ekspertgruppe, der har undersøgt brugen af § 5, stk. 2 og effekterne for huslejepriser i danske udlejningsboliger.

29. okt. 2019

Indhold

    I februar i år blev den daværende regering (V, LA og K) og lejelovsforligets øvrige partier (S, RV, DF, SF og EL) enige om at nedsætte en ekspertgruppe, der skulle undersøge anvendelsen af boligreguleringslovens § 5, stk. 2.

    Baggrunden var længere tids offentlig debat om udenlandske virksomheders opkøb af danske udlejningsejendomme og markante huslejestigninger som følge af § 5, stk. 2-ordningen. En ordning, som giver mulighed for, at huslejen – efter en gennemgribende forbedring – fastsættes efter reglerne om det lejedes værdi i stedet for den omkostningsbestemte leje.

    Transport- og Boligministeriet kan i dag offentliggøre ekspertgruppens rapport, der har undersøgt omfanget og effekterne af § 5, stk. 2-ordningen, og som kommer med anbefalinger til mulige ændringer af loven.

    Undersøgelsen viser, at ca. 57.000 lejemål i Danmark i dag udlejes efter boligreguleringslovens § 5, stk. 2, og en af konklusionerne er, at de såkaldt gennemgribende forbedrede lejemål efter § 5, stk. 2 har en husleje, der er 81 procent højere end de omkostningsbestemte lejemål.

    Rapporten peger også på, at der fortsat er ca. 74.600 udlejningsboliger på det danske udlejningsmarked, der har potentiale for gennemgribende forbedringer efter § 5, stk. 2. Heraf er ca. 60 procent beliggende i en af de store bykommuner: København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg.

    - Ekspertgruppens rapport er et sagligt og vigtigt bidrag til de politiske drøftelser, vi nu må i gang med, når det gælder § 5, stk. 2. Rapporten viser, at det for udlejere, herunder udenlandske kapitalfonde, kan være en alt for lukrativ forretning at opkøbe danske udlejningsejendomme, som man kan få store afkast på. Til skade for lejerne og til skade for den sociale sammenhængskraft i vores store byer, hvor det bliver stadigt sværere for borgere med almindelige indkomster at finde en bolig, de kan betale for, siger boligminister Kaare Dybvad Bek.

    Han vil nu på baggrund af ekspertgruppens rapport og anbefalinger invitere Folketingets partier til forhandlinger om boligreguleringsloven. Allerede i aften har boligministeren inviteret lejelovsforligets partier til sættemøde i Transport- og Boligministeriet.