Analyse af Landsbyggefondens forvaltningspraksis

En ny analyse af Landsbyggefondens forvaltningspraksis viser, at Landsbyggefonden er præget af en høj grad af politisk målopfyldelse og høj faglighed. Analysen kommer dog samtidig med en række anbefalinger til, hvordan fondens nuværende forvaltningspraksis kan forbedres.

15. april 2020

Landsbyggefondens forvaltningspraksis er blevet analyseret af McKinsey & Company.

Analysen viser dels, at Landsbyggefondens opgaveløsning er præget af en høj faglighed, hvilket gør det muligt for fonden at navigere inden for de vide skønsmæssige rammer, og dels at fondens opgaveløsning er præget af en høj grad af politisk målopfyldelse.

Analysen kommer dog samtidig med en række anbefalinger til, hvordan Landsbyggefonden kan forbedre sin forvaltningspraksis og derved forbedre forvaltningen ved for eksempel at øge gennemsigtigheden i sagsbehandlingen og forbedre den eksterne kommunikation.

- Jeg hæfter mig først og fremmest ved, at analysen af Landsbyggefondens forvaltningspraksis viser, at fondens arbejde er præget af en høj faglighed og stort fokus på indfrielse af politiske målsætninger, udtaler boligminister Kaare Dybvad Bek.

- Analysen viser også, at der er forbedringspotentialer i forvaltningen. Det vigtigste for mig er, at det i forvaltningen sikres, at Landsbyggefondens midler anvendes så effektivt som muligt og går til boligafdelinger med det største støttebehov, siger boligminister Kaare Dybvad Bek.

Analysen er udarbejdet i forlængelse af den politiske aftale ”Aftale om finansiering af indsatser for at forebygge og nedbryde parallelsamfund og aftale om Landsbyggefondens ramme til fysiske forandringer af de udsatte boligområder mv. i perioden 2019-2026” indgået d. 8. maj 2018 mellem regeringen (V, LA, K), S, DF, RV og SF.