Fuld COVID-19-kompensation til DSB, Metroselskabet og Arriva i 2020

Regeringen vil yde DSB, Metroselskabet og Arriva-tog fuld kompensation for de økonomiske konsekvenser som følge af COVID-19 i hele 2020.

S-tog og metrotog på Flintholm Station
Foto: Ulrik Jantzen

06. september 2020

Den kollektive trafik har været en vigtig forudsætning for, at samfundet blev holdt i gang trods COVID-19. Gennem hele nedlukningen har det været muligt at rejse med den offentlige transport for at sikre den nødvendige mobilitet i samfundet og for at sikre, at personer med samfundskritiske funktioner kunne komme til og fra arbejde.

COVID-19-krisen har haft og har fortsat store konsekvenser for DSB, Metroselskabet og Arriva, der foruden tabte billetindtægter har haft en række udgifter til at fastholde driften af den kollektive trafik, til øget information til kunder, ekstra rengøring mm.

Det forventes, at de tre selskaber tilsammen vil lide et økonomisk tab som følge af COVID-19 på i omegnen af 2 mia. kr. i 2020

- DSB, Metroselskabet og Arriva-tog har sammen med de regionale trafikselskaber, der står for bustrafikken, været med til at holde samfundet i gang under COVID-19. Alle tre selskaber har sikret mobiliteten for de rejsende under hele krisen, fordi regeringen har bedt dem om at holde hjulene i gang. Det har kostet selskaberne dyrt. Derfor er jeg glad for, at vi nu fra regeringens side kan sige, at vi kompenserer DSB, Metroselskabet og Arriva fuldt ud for deres økonomiske tab som følge af COVID-19 i 2020, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Regeringen, KL og Danske Regioner indgik 17. juni en aftale om fuld kompensation af de regionale trafikselskabers økonomiske konsekvenser som følge af COVID-19 i 2020.