Ny forsøgsordning skal fremme grønne hurtigbusser i hovedstaden

Regeringen vil sammen med kommuner teste grønne hurtigbusser i byområder, hvor det også gavner erhvervslivet.

Genrefoto af vejtrafik
Foto: Ulrik Jantzen

17. september 2020

Hovedstaden er i hastig vækst og udfordres dagligt af stigende trafik. Både S-tog og Metro er med til at sikre bæredygtige alternativer til bilen, men i fremtiden kan hurtigbuslinjer, også kaldet BRT-løsninger, blive et vigtigt supplement til S-tog og Metro.

Hurtigbuslinjerne, der etables i eget spor, er baseret på de mest moderne grønne teknologier. BRT-konceptet anvendes bredt i hele verden, men der er kun få eksempler på hurtigbuslinjer i Danmark.

For at samle erfaringer med grønne hurtigbuslinjer igangsætter regeringen i dag en forsøgsordning. I forsøgsordningen kan hovedstadskommuner, der etablerer grønne hurtigbuslinjer i eget spor, få lov til at bygge større byggerier omkring hurtigbuslinjernes populære stoppesteder.

- Erhvervslivet har brug for en kollektiv trafik, som gør rejsetiden effektiv og kort for både kunder og ansatte. Derfor giver det god mening, at vi nu tester nye grønne BRT-busser i områder, hvor der i forvejen er efterspørgsel på nye virksomheder. Forhåbentligt bliver busserne en succes, så vi kan styrke erhvervslivet og holde hånden under klimaet på en og samme tid, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Transportminister, Benny Engelbrecht, udtaler:

- Forsøgsordningen er en oplagt mulighed for at få danske erfaringer med BRT-løsninger. Vi har for nylig foretaget en undersøgelse af en BRT på Østbanen, som understregede potentialet i denne form for kollektiv trafik. Der er både grønne og mobilitetsfremmende perspektiver i BRT-løsninger, og med forsøgsordningen kan vi også få afdækket BRT-løsningernes potentiale i at flytte trafik fra bil til kollektiv trafik.

Kommunerne vil få mulighed for i første omgang at indsende en interesse-tilkendegivelse med henblik på en efterfølgende egentlig ansøgning.

Yderligere oplysninger

Presserådgiver i Erhvervsministeriet, Camilla Weigel, tlf. 91337097, mail cachwe@em.dk

Pressechef i Transport- og Boligministeriet, Martin Hein, tlf. 41851483, mail mhi@trm.dk

Fakta

pdf

Faktaark om BRT-forsøgsordning

0,08 MB Download