Nye anbefalinger skal styrke arbejdsmiljøet på store infrastruktur- og byggeprojekter og mindske social dumping

Otte nye anbefalinger til offentlige bygherrer skal hjælpe til bedre arbejdsmiljø og større sikkerhed på store infrastruktur- og byggeprojekter. Samtidig skal anbefalingerne styrke indsatsen mod social dumping.

Foto fra byggeriet af Mærsk-bygningen
Foto: Bygningsstyrelsen

01. juli 2020

Tydelige krav til arbejdsmiljøet i kontrakter og etablering af en fælles og ensartet standard for opgørelse af ulykkesfrekvens på byggepladsen. Det er et par af anbefalingerne fra en intern arbejdsgruppe under Beskæftigelsesministeriet og Transportministeriet, som blev igangsat efter et samråd i december sidste år.

Arbejdsgruppen har i løbet af foråret indsamlet erfaringer hos en række offentlige bygherrer og i Arbejdstilsynet og er nu kommet med otte anbefalinger til offentlige bygherrer, som skal styrke det forebyggende arbejdsmiljøarbejde på store infrastruktur- og byggeprojekter.

Disse projekter er komplekse og involverer mange aktører, herunder udenlandske, og der sker desværre ofte mange ulykker i forbindelse med arbejdet. Anbefalingerne vil kunne indgå i indsatsen mod social dumping, der er afsat midler til som led i udmøntningen af Aftale om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats og ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

Anbefalingerne giver bud på nye eller udvidet brug af metoder til arbejdsmiljøforebyggelse og kræver ikke nye regler på området.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard:

- Det skal være sundt og sikkert at gå på arbejde i Danmark. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå ulykker i byggeriet, fordi hver eneste ulykker er forbundet med omkostninger for den enkelte. Og så skal vi lære af de fejl, der sker. Arbejdsgruppens erfaringer og anbefalinger skal medvirke til, at de offentlige bygherrer i endnu højere grad sikrer det forebyggende arbejdsmiljø-arbejde og sikkerheden på byggepladsen i de store infrastruktur- og bygge-projekter - i alle faser af byggeriet.

Transportminister Benny Engelbrecht udtaler:

- Når vi trækker nye streger på landkortet med broer, baner og veje, så er det ofte store projekter med mange involverede aktører. Her vil vi gå forrest for et godt arbejdsmiljø, som er en kerneværdi på det danske arbejdsmarked. Med arbejdsgruppens erfaringer og anbefalinger får vi et virkelighedsnært og godt grundlag for at sikre arbejdsmiljøet endnu bedre i alle led af bygge- og anlægsprojekter.

Beskæftigelsesministeriet og Transportministeriet vil til efteråret drøfte, hvilke tiltag anbefalingerne giver anledning til.

Yderligere oplysninger:
Pressechef i Transportministeriet, Martin Hein: 4185 1483
Beskæftigelsesministeriets pressevagt: 5123 2830