Gå til hovedindhold
Nyhed

Offentliggørelse af rapport om politianmeldt luftfartslæge

Transport- og Boligministeriet offentliggør i dag en rapport, der blandt andet omhandler forholdene omkring Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens tidligere luftfartslæge, der i 2019 blev fyret og politianmeldt.

20. mar. 2020

Indhold

    En task force har i forlængelse af afskedigelsen og politianmeldelsen af den tidligere luftfartslæge i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen undersøgt, hvordan tilsynet med det flyvemedicinske område har været forvaltet i styrelsen.

    Task forcens rapport redegør for, hvordan den pågældende luftfartslæges handlinger ikke blot har udgjort et principielt problem, men konkret har indebåret, at der kan rejses spørgsmål om motiverne bag og grundlaget for en række af styrelsens afgørelser og øvrige virke på det flyvemedicinske område. Det gælder blandt andet suspension og inddragelse af flyvelægers og en flyvemedicinsk kliniks beviser samt varetagelsen af flyvelægeuddannelsen. Der er i flere tilfælde tale om afgørelser med betydelige økonomiske og menneskelige konsekvenser for de pågældende.

    Task forcens arbejde har afdækket Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens varetagelse af det flyvemedicinske område. For at få et fuldt overblik iværksætter transportministeren nu en advokatundersøgelse med henblik på en vurdering af Transport- og Boligministeriets departements varetagelse af tilsynet med styrelsen samt i forlængelse heraf en vurdering af, om Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har administreret i overensstemmelse med gældende regler, og om styrelsen har givet urigtige oplysninger. Det vil endvidere blive vurderet, om der er grundlæg for at indlede sager om disciplinært eller ansættelsesretligt ansvar. Advokatundersøgelsen vil blive gennemført af advokat Poul Heidmann.

    - Det er en meget alvorlig sag, som virkelig har chokeret mig. Den pågældende luftfartslæge har udvist en adfærd, der har ført til politianmeldelse, og har tilsyneladende været i stand til at holde sin adfærd skjult på en måde, der har gjort det vanskeligt for medarbejdere og chefer at stoppe hende. Jeg hæfter mig ved, at luftfartslægen nu er fyret og politianmeldt, og at mange af de involverede personer ikke længere er ansat i styrelsen. Det ændrer dog ikke på, at vi skal have boret den her sag helt ud. Derfor har jeg bedt styrelsen om at redegøre for, hvilke tiltag de har taget og vil tage i brug for at ændre deres praksis på området, ligesom jeg sætter gang i en advokatundersøgelse, siger transportminister Benny Engelbrecht og fortsætter:

    - Den tidligere luftfartslæge er politianmeldt, og det er op til politiet og anklagemyndigheden at beslutte, om de vil rejse tiltale.

    Baggrund
    Den tidligere luftfartslæge har gennem en årrække givet anledning til, at der er blevet rejst spørgsmål om hendes habilitet, idet hun samtidig med varetagelsen af hvervet som luftfartslæge (Medical Assessor, MA) i Statens Luftfartsvæsen og siden 1. november 2010 i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har virket som praktiserende flyvelæge (Aeromedical Examiner, AME) og siden februar 2017 har været indehaver af en flyvemedicinsk klinik (Aeromedical Centre, AeMC) ved navn Doctors.dk.

    Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen blev i slutningen af februar 2019 gjort opmærksom på uregelmæssigheder med klinikken Doctors.dk. Luftfartslægen blev efterfølgende afskediget og meldt til politiet. Den daværende transportminister nedsatte i april 2019 en taskforce, der blandt andet skulle afdække styrelsens forvaltning af det flyvemedicinske område. Taskforcen bestod af en kontorchef og en medarbejder fra departementet.