Solceller skal levere strøm til Limfjordstunnelen

Vejdirektoratet er gået i gang med at forberede opsættelsen af solcelleanlæg på Limfjordstunnelens portalbygninger. Det er planen, at solcellerne skal levere supplerende strøm til driften af tunnelens elektriske installationer.

Nedkørsel til Limfjordstunnelen
Foto: Ulrik Jantzen

08. januar 2020

- Vi skal inden for transportområdet hele tiden overveje, hvordan vi kan løse vores opgaver på den mest miljøvenlige måde, siger transportminister Benny Engelbrecht.

- Ved at få solceller til at levere strøm til Limfjordstunnelen sparer vi både penge og energi – og vi gør det på en måde, der er relativt enkel at installere. Det er et godt eksempel på de klimavenlige løsninger, der skal være med til at fremme den grønne omstilling, jeg arbejder for som transportminister. 

Helt konkret drejer det sig om, at Vejdirektoratet vil opsætte solcelleanlæg på tunnelens nordre og søndre portalbygning.

Ved den søndre portalbygning bliver anlægget placeret på tagfladen, samt de to grønne områder henholdsvis øst og vest for tunnelen. Og ved den nordre portalbygning placeres solcellerne på tagfladen.

Når anlæggene er installeret, vil solcellerne generere 125.000 kWh, der vil blive brugt som supplement til at drive tunnelens elektriske installationer f.eks. ventilatorer, belysning, og trafiktavler.

- Det vil ske i et lukket kredsløb, hvor strømmen fra solcellerne bliver kanaliseret direkte over i tunnelens installationer og forbrugt med det samme, siger fagkoordinator Rasmus Bang fra Vejdirektoratet. Limfjordstunnelens anlæg bruger i øvrigt mest strøm, når solen står højest, hvilket er endnu en styrke ved installationen. 

Samlet set vil den nye løsning spare Vejdirektoratet for en udgift til indkøb af el på forventeligt 250.000 kr. om året, og tunnelen vil fremover blive drevet delvist af bæredygtig energi.

Projektet med at etablere solcelleanlægget har været sendt i offentligt udbud, og arbejdet begynder i starten af det nye år.

Vejdirektoratet forventer, at anlægget vil være i drift i forsommeren 2020.

Yderligere oplysninger:
Kontakt til transportministeren: Pressechef i Transport- og Boligministeriet Mia Josiassen, tlf. 7226 7075, mail: mij@trm.dk
Fagkoordinator i Vejdirektoratet Rasmus Bang, tlf. 7244 2447, mail: rba@vd.dk
Pressechef i Vejdirektoratet Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 7244 3032, mail: man@vd.dk