Status på forsøg med batteritog i Danmark

Transportminister Benny Engelbrecht indgik i november 2019 en aftale med regionsrådsformændene fra Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Midtjylland om at afprøve batteritog på strækningen mellem Helsingør og Hillerød samt på Lemvigbanen. Movia og Lokaltog A/S har i samarbejde med Midtjyske Jernbaner nu gennemført en markedsundersøgelse hos mulige leverandører af batteritog til forsøget.

Foto af togskinner
Foto: René Strandbygaard

04. maj 2020

Markedsundersøgelsen har vist, at et forsøg med batteritog tidligst vil kunne gennemføres i 2022 og ikke i sidste del af 2020 og første halvdel af 2021, som oprindeligt forudsat baseret på indikationer fra leverandørmarkedet. Dette skyldes blandt andet, at leverandørerne har meddelt, at de ikke har ledige batteritog til afprøvning på kort sigt og at der vil skulle ske en række tekniske tilpasninger inden forsøget. Oveni kommer usikkerheden som følge af Corona-krisen, der gør det svært for leverandørerne at binde sig til en tidsplan.

Ministeriet og regionerne har på den baggrund besluttet, at der fortsat skal ske en afprøvning af batteritog i Danmark, men at det vil ske efter en justeret tidsplan, som skal aftales nærmere med de mulige leverandører, så snart at det er muligt. Man er samtidig enige om, at der skal sættes ekstra skub i arbejdet med en samlet plan for udbud og implementering af batteritog i Danmark, således at der skabes grundlag for, at de første batteritog vil kunne tages i brug i daglig drift med passagerer i midten af 20’erne.

- Det ærgrer mig selvfølgelig, at det praktiske forsøg med batteritog ikke kan sættes i gang, som oprindelig forudsat. Men det ændrer ikke ved, at jeg fortsat ser store perspektiver ved batteritog både for togdriften og for den grønne omstilling af transportsektoren. Derfor er jeg også glad for, at vi nu vil sætte ekstra skub i arbejdet med en samlet plan for indkøb af batteritog, så vi ikke mister momentum. Det er et arbejde, som jeg vil følge tæt, da batteritogsteknologien inden længe også vil være relevant for den statslige togdrift i takt med, at de eksisterende dieseltog skal udskiftes, udtaler transportminister Benny Engelbrecht.