Gå til hovedindhold
Nyhed

Transportministeren stiger ombord i fremtidens elbusser

Grøn bustrafik er på dagsordenen, når transportminister Benny Engelbrecht i aften deltager i et møde med trafikselskaberne, hvor der blandt andet vil være en fremvisning af elbusser, opladning og en prøvetur.

14. jan. 2020

Indhold

    Trafikselskaberne i Dannmark (TiD) afholder i aften et fyraftensmøde med transportminister Benny Engelbrecht om fremtidens grønne bustrafik. For fremtidens busflåde skal være grønnere. Det er et centralt ønske for regeringen. Af den grund blev der afsat 75 millioner kroner på efterårets finanslov til en grøn buspulje, som skal være med til at fremme omstillingen af bustrafikken til nulemission. Der lægges op til, at alle investeringer foretaget fra 1. januar 2020 vil kunne bringes i spil i forhold til ordningen (inden for puljens ramme).

    På programmet for aftenens fyraftensmøde står blandt andet fremvisning af elbusser og infrastruktur til opladning efterfulgt af en kort prøvetur.

    - Den grønne omstilling af bustrafikken er i fuld gang. Det er i den grad en udvikling, vi bakker op om i regeringen. Vi har brug for, der bliver tænkt i grønne løsninger – også i den kollektive trafik – og derfor har vi i regeringen afsat midler til at fremme udviklingen af en grønnere bustrafik over hele landet, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    Ved udgangen af 2019 havde trafikselskaberne indsat i alt 360 grønne busser over hele landet. Det svarer til, at ca. 11 procent af landets busser kører på andre brændstoffer end diesel. I december indsatte Movia 48 elbusser i København og Frederiksberg Kommune, og Aalborg Kommune fik som den første i landet tilladelse til forsøg med selvkørende elbusser.

    Ifølge formand for Trafikselskaberne i Danmark (TiD) og Midttrafik, Claus Wistoft, markerer det, at den grønne omstilling af bustrafikken er i fuld gang.

    - Trafikselskaberne og kollektiv trafik understøtter den grønne omstilling af transportsektoren. Lader vi bilen stå og tager bus eller tog, reducerer vi trængsel samt udledning af CO2 og partikler. Kører bussen på el, biogas eller brint ser det grønne regnskab endnu bedre ud, siger formand for Trafikselskaberne i Danmark Claus Wistoft.

    Arrangementet starter hos Anchersen, som har vundet Movias kontrakt på linje 18 og indsat elbusser med natopladning. Derefter vil der være en fremvisning af elladeinfrastruktur ved endestationen for linje 2A på Refshaleøen.

    Program:


    17.30: Mødes hos Anchersen, Jernholmen 20-22, 2650 Hvidovre.
    17.30-18.15: Fremvisning af elbusser og opladning, kort prøvetur samt Q&A.
    18.15-18.45: Transport til Refshalevej.
    18.45-19.00: Opportunity charging af 2A med pantograf ved endestationen.
    19.00-19.25: Transport med 2A til Rådhuspladsen.