Færgetrafikken på ruten Bøjden-Fynshav

Færgetrafik fra 1. maj 2014 til 30. april 2024.

Foto af færgen Frigg

29. april 2019

Færgetrafikken mellem Bøjden og Fynshav udføres fra 1. maj 2014 på en 10 års kontrakt mellem Transport- og Boligministeriet og Molslinjen A/S (tidligere Danske Færger).

Trafikken udføres under navnet AlsLinjen (https://www.alslinjen.dk/).

Kontrakten er indgået efter udbud med kontraktunderskrivelse den 24. juni 2013.

Sejladsen gennemføres med færgen Fynshav. Om sommeren opretholder Molslinjen A/S timedrift på færgeruten Bøjden-Fynshav ved at indsætte en supplementsfærge på kommercielle vilkår - i såkaldt fri trafik. Denne sejlads er ikke en del af kontrakten mellem Transport- og Boligministeriet og Molslinjen. Kontrakten stiller krav om, at der dagligt skal kunne overføres et vist antal køretøjer og passagerer på ruten – i alt 1.000 biler pr. døgn i højsæson og 600 biler pr. døgn i lavsæson.

Desuden stiller kontrakten krav om, at billetpriserne ikke må overstige et vist niveau, ligesom der er krav til rabatter på billetter til børn og pensionister, mængderabatter mv. Inden for de givne rammer er det rederiet selv, der fastsætter billetpriser og vilkår.

Kontrakten indeholder en mulighed for rederiet for, under visse fastsatte vilkår, at tillægge billetpriserne et oliepristillæg.

Kontrakten er en nettokontrakt, der giver rederiet alle trafikindtægterne, mens rederiet skal afholde alle udgifter forbundet med trafikeringen, herunder havneombygninger, anskaffelse, drift og vedligeholdelse af færger, indkøb af brændstof, lønomkostninger osv.

Transport- og Boligministeriets kontraktbetaling er ca. 12,8 mio. kr. i 2019.

Kontraktopfølgning
Transport- og Boligministeriet foretager opfølgning af kontrakten mellem Transport- og Boligministeriet og Molslinjen A/S (tidligere Danske Færger A/S) om Molslinjen A/S' sejlads på ruten Bøjden-Fynshav.

Transport- og Boligministeriet følger løbende med i Molslinjen A/S' regularitet, trafikomfang og belægning på overfarten, ligesom Transport- og Boligministeriet gennemfører lejlighedsvise inspektioner på færgen. Transport- og Boligministeriet godkender billetpriserne og sikrer, at billetpriserne ikke overstiger det niveau, der er fastsat via kontrakten.