Gå til hovedindhold
Artikler

Effekter i den samfundsøkonomiske analyse

Den samfundsøkonomiske analyse medregner en lang række effekter, som følge af et tiltag på transportområdet. Det drejer sig bl.a. om anlægs- og driftsomkostninger, tidsgevinster, effekter for miljø og klima, arbejdsudbudseffekter mv.

13. apr. 2015

Indhold

    Tiltag på transportområdet kan være forbundet med både positive og negative effekter for samfundet. Nedenstående oversigt viser de effekter, der på nuværende tidspunkt er inkluderet i den samfundsøkonomiske analyse på transportområdet.

    Omkostninger ved anlæg

    Der vil i anlægsfasen typisk være en række omkostninger, der er relevante at medregne i analysen. Det kan både være omkostninger i forbindelse med selve etableringen af anlægget og omkostninger i forbindelse med de gener, som bilister, passagerer, operatører og omgivelser oplever under anlægsfasen.

    Brugergevinster

    Den samfundsøkonomiske analyse tager højde for tre typer af transportomkostninger for brugerne af transportsystemet. Summen kan betragtes som den samlede pris, som trafikanter eller passagerer betaler for rejsen.

    De tre omkostningstyper:

    • Direkte omkostninger: Omkostninger ved rejsen, som kan udtrykkes direkte i kroner og øre. Det er for en bilist kørselsomkostninger til f.eks. benzin/diesel og slid på dæk, mens det for passageren i den kollektive trafik er billetudgifter.
    • Tidsomkostninger: Tidsforbruget ved rejsen, hvad enten den foregår med bil, kollektiv trafik, cykel eller gang.
    • Øvrige omkostninger: Dækker på nuværende tidspunkt alene over en sundhedsgevinst ved cykling.

    Ofte vil formålet med et tiltag på transportområdet være at reducere brugernes transportomkostninger, således de opnår en brugergevinst ved et tiltag.

    Driftsøkonomi

    Der opstår driftsøkonomiske konsekvenser, når der sker ændringer i de udgifter og indtægter, der er knyttet til driften og vedligeholdelsen af et tiltag. Ændringerne kan for både driftsudgifter og -indtægter gå begge veje, dvs. at der i analysen også kan være tale om sparede udgifter eller mistede indtægter.

    Eksterne effekter

    Trafikkens eksterne effekter (eksternaliteter) udgør de konsekvenser for samfundet, som den enkelte trafikant eller passager ikke tager hensyn til i valget af transport. I analysen medregnes eksterne effekter fra luftforurening, klimapåvirkning, uheld og støj.

    Effekter for statens nettoudgifter

    Statens udgifter (nettoudgifterne) til et tiltag på transportområdet vil ofte blive påvirket af flere faktorer end anlægs- og driftsomkostninger. Nettoudgifterne ved et tiltag kan ligeledes påvirkes af ændringer i provenuet fra indirekte skatter og afgifter samt ændrede sundhedsudgifter gennem cykling.

    Arbejdsudbudseffekt

    Et tiltag på transportområdet kan have en række indirekte (afledte) effekter. En af de væsentligste indirekte effekter er tiltagets betydning for arbejdsudbuddet, som her skal forstås som mængden af arbejdskraft, der er til rådighed i samfundet. Den samlede arbejdsudbudseffekt udgøres af summen af henholdsvis arbejdsudbudsforvridningen, der går via indkomstskat, og arbejdsudbudsgevinsten, der går via transportomkostninger for pendlere og erhvervsmæssig transport.