Fartkontrol skal stoppe vanvidskørsel

Berlingske

11. oktober 2019

Af transportminister Benny Engelbrecht (S) samt Folketingets transportordførere Thomas Jensen (S), Andreas Steenberg (R), Henning Hyllested (Ø), Anne Valentina Berthelsen (SF), Susanne Zimmer (ALT), Kristian Pihl Lorentzen (V), Hans Kristian Skibby (DF), Flemming Hansen (K), Ole Birk Olesen (LA) og Mette Thiesen (NB)

Trafikanter, der kører vanvidskørsel på vores kritiske infrastruktur i Øresundstunnelen eller på Storebæltsforbindelsen, spiller ikke alene hasard med eget og andres liv, de risikerer også at lukke vores land ned. Infrastrukturen på de pågældende strækninger er hovedfærdselsårer for både arbejdskraft, varetransporter og ambulancekørsler. Og når sådanne færdselsårer lukker ned på grund af uheld, lukker det samtidig ned for fremkommeligheden på tværs af landet, hvilket koster samfundet dyrt.

Høj fart, der ikke er tilpasset forholdene, øger risikoen for ulykker. Og trafikulykker i tunneler og broer er ofte mere alvorlige end ulykker i åbent land, ligesom andre trafikanter han have svært ved at undvige og derfor risikerer at blive en del af ulykken. Så vi er nødt til at reagere, når Vejdirektoratets seneste hastighedsmåling lige ved tunnelindgangen til Øresundsbroen viste, at cirka 85 procent af trafikanterne kørte over 90 km i timen, som er hastighedsgrænsen i tunnelen, ligesom 50 procent af bilisterne på Storebæltsforbindelsen lige vest for Vestbroen overskred hastighedsbegrænsningen. Vi er også nødt til at reagere, når der i Øresundstunnelen er oplevet en række meget alvorlige ulykker som følge af for høj hastighed, ligesom pressen har påvist eksempler på vanvidskørsel med alt for høj fart og uopmærksomhed.

Det skal stoppes én gang for alle.

Derfor bakker vi alle op om, at der bliver opsat strækningskontrol, som skal måle trafikanternes gennemsnitsfart og dermed sikre, at de får en hilsen fra politiet, hvis de overskrider hastighedsgrænsen.

Trafikanterne skal i fremtiden altså være ekstra varsomme med at træde for hårdt på speederen, når de passerer de to hovedfærdselsårer.