Jeg tvinger ikke nogen til at overtræde loven

Jyllands-Posten

27. oktober 2019

Af Benny Engelbrecht, transportminister (S)

Det er selvfølgelig uholdbart, at der tilsyneladende er så stor rift om parkeringspladserne på de danske rastepladser, at nogle chauffører ifølge ITD ikke har mulighed for at overholde deres køre- og hviletidsbestemmelser.

Hvis chaufførerne har problemer med at nå at finde en parkeringsplads, skal deres kørselsmønster ændres/ tilpasses situationen ude på rastepladserne, så det bliver muligt. Det er virksomhederne og branchens ansvar.

Jeg tvinger med andre ord ikke nogen til at overtræde loven, som Christian Sørensen Madsen og Carina Christensen, der er henholdsvis formand og administrerende direktør for ITD, giver udtryk for i deres indlæg her i avisen.

Det er ikke mange uger siden, jeg deltog i et debatarrangement hos netop ITD i Padborg, hvor jeg gentog regeringens holdning til og arbejde for at skabe bedre rammer for chaufførerne.

Det er blandt andet derfor, Vejdirektoratet undersøger kapacitetsudfordringerne på rastepladserne, så vi får et bedre grundlag for at tale om en eventuel udvidelse af rastepladskapaciteten i Danmark, men det er ikke kun fra politisk side, der kan gøres noget. Det kræver, at branchen også aktivt deltager og vil forandringen.

Det er ingen hemmelighed, at det netop har været medlemsvirksomheder i ITD, der er blevet taget i at bryde reglerne, så derfor bør branchen også have et behov for at vise velvilje og selv bidrage til at løse udfordringerne for deres chauffører. Et forhold, jeg påpegede over for ITD selv ved den føromtalte debat.

Jeg vil selvfølgelig gøre, hvad jeg kan fra min side af bordet, men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at jeg håber, at ITD og resten af branchen vil tage opgaven alvorligt og sørge for også at gøre deres til, at chaufførerne overholder de gældende love og bestemmelser.

Det er deres ansvar, og det er et passende sted at begynde. Så kan vi se på behovet for at bygge flere og større rastepladser, når vi skal forhandle en aftale om fremtidens infrastruktur, men det vil være op til et flertal i Folketinget og ikke mig alene at tage den beslutning.