Replik. Det lange lys er tændt i Transportministeriet

Avisen Danmark

26. september 2019

Af transportminister Benny Engelbrecht (S)

Vi skal have fundet det lange, klare og konstante lys frem, hvis vi skal have en chance for at skabe et grundigt overblik over, hvordan vi sikrer bedre rammer og vilkår for borgere og erhvervsdrivende her i landet.

Det er en opgave, jeg tager alvorligt.

Det gælder ikke mindst, når vi i den kommende tid skal forhandle om en ny aftale om investeringer i vores infrastruktur frem mod 2030.

Den indstilling deler jeg med Jens Toftog Flemming Nør-Pedersen, henholdsvis logistikdirektør hos Danish Agro og direktør for Landbrug og Fødevarer, der her i avisen også giver udtryk for, at vi har brug for at have det lange lys på og skabe en bred aftale, så vi får klare rammer for fremtiden. Jeg kunne ikke være mere enig.

Den daværende regering valgte at indgå en meget smal aftale om fremtidens infrastruktur, som smuldrer, fordi de borgerlige ikke længere har et politisk flertal i Folketinget. Det betyder, at borgere, erhvervsdrivende og borgmestre rundt omkring i landet nu oplever usikkerhed. Det er værd at tage ved lære af. Derfor vil alle Folketingets partier blive indkaldt til forhandlinger om en ny infrastrukturplan for på den måde at søge en så bred politisk aftale som muligt, som også kan holde, hvis regeringsmagten skulle skifte.

Vi har nemlig ikke råd til at være egoistiske. Vi har ikke tid til kun at tænke på os selv - og vi bør i min optik slet ikke have mulighed for at vælge den smalle løsning, der kan forsvinde på en enkelt valgnat.

Vi har ansvaret for fremtidens infrastruktur, og så står vi oven i købet også over for store miljø-og klimaudfordringer, som selvfølgelig skal drøftes og indarbejdes i en kommende infrastrukturplan; noget den tidligere regering ikke skænkede en tanke.

Jeg ser derfor frem til at mødes med Landbrug og Fødevarer og give dem mulighed for at uddybe deres ideer og tanker i forhold til de kommende forhandlinger. For hvis vi skal sikre bedre forhold for vores bilister, cyklister, passagerer og erhvervsdrivende og samtidig bidrage til at reducere den samlede CO2-udledning med 70 procent, som er en af regeringens klare ambitioner, så skal alle partier og relevante organisationer, institutioner og aktører høres og have mulighed for at give deres besyv med.

Derfor vil jeg også takke ja, hvis Danish Agro ønsker et møde med mig.