TRANSPORT: Velkommen ombord på fremtidens tog

Politiken
Metrostationen Østerport
Foto: Metroselskabet/Reginaldo Sales

29. september 2019

NÅR MAN HÆVER blikket og skuer ud over den mangfoldighed, som metroen bringer rundt fra minut til minut hver eneste dag hele året rundt, så er det tankevækkende, hvor stor betydning et effektivt, tilgængeligt og billigt kollektivt transportmiddel kan have for vores dagligdag, arbejdsliv og fritidsliv. Det kan jeg nogle gange glemme, når jeg lige som alle andre hopper ind og ud af toget alene fokuseret på den næste destination.

Indvielsen af Cityringen i dag nagler dog pointen fast: Det udvidede under-og overjordiske system af tog og stationer bliver en af hovedstadsområdets største og vigtigste transportmuligheder, og det bliver en gevinst til alle, der vælger at købe billet. Jeg er derfor stolt over at kunne være vidne til, hvordan et godt politisk forarbejde blandt et flertal af Folketingets partier og et velfungerende samarbejde mellem stat og kommuner her små 15 år senere kan resultere i et kollektivt transporttilbud af høj kvalitet. Ordet kvalitet er i denne sammenhæng essentielt.

Cityringen bliver et tilbud i den kollektive trafik af højeste kvalitet. Den nyeste teknologi, en stabil rettighed og en solid driftssikkerhed. Der er høje, men realistiske forventninger til, hvor attraktivt og konkurrencedygtigt et tilbud Cityringen bliver. Vi får et tilbud i den kollektive trafik, som udgør et helt andet niveau, end vi tidligere har set. Det er fremtidens tog, vi byder velkommen i dag, og det vil sætte nye standarder for, hvordan vi rejser og transporterer os - ikke mindst hvordan vi indretter vores kollektive transport.

Cityringens nye 17 stationer forventes at kunne fordoble antallet af metropassagerer i 2020.

Det betyder, at man om blot et enkelt år vil have 122 millioner rejser med metroen; et svimlende højt antal rejser, som vil have afgørende betydning for, hvordan vi lever, bor og bruger vores hovedstad. Nye kvarterer og bydele bliver knyttet tættere til hinanden med anlægget af de nye stationer, der også gør mulighederne større og bedre for såvel tilflyttere som erhvervsliv for at etablere sig i hovedstadsområdet.

Metrostationen ved Københavns Hovedbanegård vil overhale Nørreport Station som den mest besøgte station, fordi den gør det endnu lettere for alle vest for Valby Bakke at komme til og rundt i hovedstaden - for slet ikke at tale om, hvordan vi gør det lettere for ikke kun os selv, men også for turisterne at opleve hovedstadsområdets historiske og kulturelle muligheder.

Cityringen er fremtiden.

Det er og vil i fremtiden blive et af mest suveræne transportmidler, vi har, og jeg håber derfor, at alle får mulighed for at stige ombord på fremtidens tog. Men skulle vi i fremtiden vælge at bygge nye metrostrækninger, forestiller jeg mig ikke at indføre nye kvalitetstillæg.

Cityringen bliver et tilbud i den kollektive trafik af højeste kvalitet.