Alle muligheder for bedre togdrift skal undersøges på Svendborgbanen

Fyens Amts Avis

09. oktober 2020

Af transportminister Benny Engelbrecht (S) og transportordfører Kristian Pihl Lorenzen (V)

Det er dybt utilfredsstillende, at signalprogrammet gang på gang er blevet forsinket på Svendborgbanen, og det er fuldt forståeligt, at borgerne omkring Svendborg er skuffede og irriterede. Det er alle parter enige om, og som siddende minister er det opgaven at gøre alt, hvad man kan for, at det bliver bedre.

I Folketingets transportudvalg havde vi for et par uger siden en grundig snak om forsinkelserne af Signalprogrammet på Svendborgbanen.

Desværre er der ikke en let og hurtig løsning.

Forklaringen er så simpel, som at det firma, der har opgaven, ikke har kunnet levere varen, og at man desværre ikke bare kan skifte firma.

Konklusionen er, at det tager længere tid at gøre arbejdet færdigt, end hvad der er blevet stillet i udsigt fra tidligere ministre. Desværre.

Men det betyder ikke, at vi hverken har glemt Svendborg eller er ligeglade. Med borgmester Bo Hansen i spidsen er lokalpolitikerne helt tæt på sagen, og fra Christiansborg gør vi, hvad vi kan for at lette ventetiden.

Til årsskiftet overtager Arriva driften, og på baggrund af deres udmeldinger er der ingen tvivl om, at de vil have et stort fokus på at sikre stabil togdrifttil gavn for punktligheden.

Noget af det, vi også drøftede i transportudvalget, var et forslag fra Venstre om at samle alle parterne, så vi kan tage et ekstra kig på, hvad der ellers kan gøres. Derfor vil vi inden udgangen af november måned invitere borgmestre og pendlerrepræsentanter til et møde - fysisk eller online alt efter covid-19-omstændighederne - hvor Banedanmark og andre vil fortælle, hvordan regulariteten på Svendborgbanen kan styrkes, indtil det nye signalsystem er etableret.

Det bliver også en mulighed for at stille spørgsmål og komme med ideer til initiativer, der kan komme Svendborgbanen til gavn.

Der må ikke være tvivl om, at vi er klar til at vende hver en sten.