Gå til hovedindhold
Nyhed
Ekspertudvalg om kollektiv mobilitet i hele Danmark

Ekspertudvalg for kollektiv mobilitet er på plads

Transportminister Thomas Danielsen kan nu sætte navne på det ni personer store ekspertudvalg, der skal komme med forslag til, hvordan den kollektive transport og fremtidens mobilitet kan se ud.

25. maj 2023
Transportminister Thomas Danielsen og udvalgsformand Helga Theil Thomsen ved pressemødet, der præsenterede udvalget

Indhold

    Vi skal have nye idéer i spil i den kollektive transport. Med regeringsgrundlaget er det besluttet at nedsætte et ekspertudvalg, der skal komme med bud på, hvordan vi kan løfte den kollektive transport og forbedre mobiliteten i Danmark. Transportminister Thomas Danielsen er nu klar med navnene på de ni personer, der skal indgå i ekspertudvalget.

    - Vi skal tænke anderledes og ryste posen for at få nye løsninger på de udfordringer, der er i den kollektive transport i dag. Især i de områder af landet, hvor der er langt mellem husene. For det er klart, at der er forskel på behovene i Sønderjylland og Storkøbenhavn. Jeg ser meget frem til at følge med i udvalgets arbejde og høre deres tanker om fremtiden, siger transportminister Thomas Danielsen.

    De ni personer har tilsammen bred, faglig indsigt i lokal kollektiv mobilitet, transport- og samfundsøkonomiske forhold samt strategisk planlægning og grøn omstilling. Det bliver der brug for, når udvalget skal give anbefalinger til den kollektive transport i Danmark. Både i forhold til at håndtere udfordringerne med færre passagerer og få afgange i landdistrikterne samt i forhold til at få en mere økonomisk bæredygtig kollektiv transport i Danmark.

    Udvalget er nedsat med en formand og otte medlemmer. Og selvom det er en stor opgave, de står over for, så ser udvalgets formand, Helga Theil Thomsen, frem til arbejdet.

    - Med sammensætningen af udvalget er der samlet gode og kreative kræfter, og jeg glæder mig meget til at komme i gang med det vigtige arbejde. Jeg tror på, at vi kan være med til at give inspiration til nye løsninger for den kollektive transport, siger hun.

    Udvalget skal afrapportere deres samlede anbefalinger til ministeren ved udgangen af 2024.

    Udvalgets ni medlemmer er:

    Helga Theil Thomsen (formand), trafik- og plandirektør (indtil 31. maj 2023), Vejdirektoratet

    Alexander Høst Frederiksen, Vice President of Commercial Development og medstifter, Donkey Republic

    Carsten Hyldborg Jensen, konsulent, pensioneret direktør i FynBus (2008-2022)

    Ditte Bendix Lanng, lektor ved Institut for Arkitektur og Medieteknologi, Aalborg Universitet

    Eskil Thuesen, ressourcedirektør, Movia

    Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker og stifter, Future Navigator

    Maria Wass-Danielsen, partner og seniorrådgiver, Urban Creators

    Mogens Fosgerau, professor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

    Nicolai Bernt Sørensen, underdirektør, flextrafik og ny mobilitet, Nordjyllands Trafikselskab