Gå til hovedindhold
Nyhed

Lovforslag om enklere regler for hastighedsgrænser og færdselsindskrænkninger i byerne udskydes

Lovforslaget, der skulle forenkle reglerne for ændringer af hastighedsgrænser og indførelse af færdselsindskrænkninger i byer, udskydes og bliver ikke fremsat inden sommerferien. Dermed skal alle kommunale beslutninger om hastighedsgrænser og færdselsindskrænkninger fortsat godkendes af politiet.

11. apr. 2025
Tæt blandet bytrafik på Østerbrogade i København

Foto: Ulrik Jantzen

Indhold

    Efter planen skulle politiet i år have frigivet 22 årsværk fra godkendelse af kommunale beslutninger om hastighedsgrænser og færdselsindskrænkninger. Lovforslaget har været i høring, hvor der har været en række input og spørgsmål, og på den baggrund har regeringen besluttet at udskyde fremsættelsen på ubestemt tid. 

    - Jeg har modtaget mange forslag, inputs og ideer til, hvordan loven kunne indrettes. På grund af den store interesse så udskyder vi fremsættelsen, da større ændringer vil kræve en ny høring. Hvordan det ender, kan jeg ikke sige noget om endnu, siger Thomas Danielsen.

    Kommunerne vil derfor fortsat skulle indhente politiets samtykke, hver gang de påtænker en ændring af hastighedsgrænsen, eller at indføre ensretning, afspærring af veje og andre færdselsindskrænkninger.